Miséricorde

Der bliver skrevet mange krimierserier og også mange danske. Jussi Adler-Olsens om Afdeling Q er dog dem, som er de mest populære overhovedet her til lands. Det er svært at sige, hvad der lige rammer rigtigt med dem. Et bud kunne være, at de er lette at gå til, og har et godt plot. Mange af historierne tager også udgangspunkt i virkelige institutioner eller samfundsgrupper og deres magtmisbrug. Det er åbenbart et godt tema. Et andet tema er sadisme og vold, som "Kvinden i buret" må siges at leve op til.
Figurerne er bestemt også godt beskrevet, men det er der jo mange andre figurer jo også. Overraskende nok har jeg altid troet, at Assad var politimand, men i virkeligheden er han bare en tilfældig rengøringsassistent, som Mørck får tildelt. Han viser sig dog at have gode evner som efterforsker.
Det kan også være det er "Howcatchem"-plottet, der er grunden til bøgernes succes. Som med tv-serien Columbo, så kender du forbrydelsen og forbryderen fra starten og på den måde er der faktisk to historier i et. Fortid og nutid følges samtidigt og smelter sammen til sidst.
En ven sagde, at det pudsige ved Afdeling Q-bøgerne, er, at de foregår i deres eget univers. Det ligner virkeligheden, men det er feks. ikke detaljerne og tekniske beviser i politiets opklaringsarbejde, der fylder. Mere huller i opklaringsarbejdet og oversete detaljer. Det er altså mere personer og relationer, der driver tingene frem. Men det kan vel siges om de fleste krimier.

Uanset hvad, så har Ader-Olsen med Afdeling Q skabt en guldkalv, som nok ikke er unik, men alligevel rammer plet.