Jeg har siddet og grædt.
For det er en fantastisk historie, doktor Lehmanns.
Lotte Kaa Andersens roman i 5 dele spænder som mange andre romanen over århundredskiftet, verdenskrigene, månelandingen og murens fald. Men det er noget andet der fylder, noget dybere, en fortælling om jordens indre, men også en fortælling om modgang og usikkerhed, at få lov til at være sig selv, at blive anerkendt for den man er og det man kan.
Også derfor har jeg siddet og grædt. Harm over at vores lille land på den måde fuldstændig overså en så vigtig forsker.
At verden var bygget med så mange fælder og faldgruber for alle de kvindelige videnskabsfolk i doktor Lehmanns samtid.
Jeg har også grædt af glæde. Over at doktor Lehmann trods alt fik mulighed for at præge verden og at der fandtes gode mennekser som så det andre overså.
Jeg synes Lotte Kaa Andersen har lavet en rigtigt god bog, som jeg vil anbefale andre at læse