Thomas Nielsen reviewed The Circle by Dave Eggers
Review of 'EinFach Deutsch Unterrichtsmodelle : Dave Eggers : Der Circle' on 'Goodreads'
1 star
Et hovedløst klicheorgie.
The Circle har et ret åbenbart tema og bestemt et alvorligt et af slagsen. Det netværkstotale samfund som vi bevæger os imod med usvigelig sikkerhed og det som Eggert vil advare os imod. Men hold kæft hvor er han ikke særligt god til det.
Historien er blottet for bare nogenlunde realistisk persontegning. Der er absolut intet genkendeligt i hverken den ene eller den anden person, og ikke nok med det, der er absolut ingen i bogen som er bare det mindste interessante at høre om. Alle personer har et intellekt på niveau med en svensk fyldningsdør og lader sig snøre som var de lallende imbeciler. Det kan man selvfølgelig se bort fra, men det efterlader bare læseren med et indtryk af, at forfatteren ikke mener vi er kloge nok til at forstå pointerne og derfor bliver de smurt så tykt på at de totalt mister deres vægt. Selv bogens eneste metafor bliver så udkogt, at man undrer sig over om han overhovedet nogensinde har set en levende fisk.
Alt er beskrevet som om forfatteren aldrig har set det i virkeligheden. Unge mennesker, voksne mennesker, folk på landet, selvstændigt erhvervsdrivende, programmører, grafikere, supportmedarbejdere, mellemledere, topchefer. Alle bliver de beskrevet så karrikeret, så man må undre sig over hvilken sten han har boet under hele sit liv. Eller... han kan have forsøgt sig med pastichens svære kunst og kuldsejlet 100%.
Det må bliver sidste års absolut ringeste bog uden nogen som helst sammenligning. Temaet er uhyre alvorligt og fortjener simpelthen en ordentlig behandling.
